Hovedrengøring II - krisehåndtering

"Du vil have det bedste fra begge verdener, og det er ikke muligt". Sådan sagde min gamle vejleders gamle vejleder (eller mesteren, som Søren Gosvig Olesen omtaler Jørgen Hass), da jeg for et par uger siden spiste middag med ham, inden et foredrag, han havde inviteret mig til at holde for sine studerende. Vi talte om mine bestræbelser på at bringe filosofiske indsigter i spil i erhvervslivet, men Hass´ analyse gælder også alt andet, jeg beskæftiger mig med:

Mellemregningerne mellem teori og praksis, omsætningen af humanistisk forskning til (kommercialiserbare) forandringsprocesser, oversættelsen af svære filosofiske pointer til aktuelle debatindlæg. Det er grundpillen i hele mit professionelle virke, Hass satte fingeren på med sin enkle konstatering - og måske også i mit personlige.

Alligevel er jeg nået frem til, at han kun har delvis ret. Hass har ret i, at jeg vil begge verdener - det giver slet ikke mening for mig at tænke teori-praksis, forskning-forandring og filosofi-meningsdannelse adskilt - men han har ikke ret i, at jeg vil have det bedste. Tværtimod bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at min opgave i de forskellige sammenhænge, jeg indgår i, snarere end at beskrive og forsøge at opnå det bedste er at gøre opmærksom på og håndtere det værste.

Det gør jeg ikke, fordi jeg er pessimist (hvilket der ellers er gode filosofiske grunde til), men fordi jeg er enig med Heidegger i, at "en videnskabs niveau lader sig bestemme ud fra, hvorvidt den magter en krise i relation til sine egne grundbegreber" (Væren og tid, side 29). Eller sagt på en anden måde: Det er evnen til at anerkende og tage ansvar for sine egne begrænsninger, der viser, hvem man er som menneske, virksomhed og samfund - ikke de idealer og principper, man opstiller for det gode. At det er betydelig lettere sagt end gjort er der ingen tvivl om. Det er ikke tilfældigt, at Heidegger taler om en krise. I filosofien, videnskaben, samfundet og det enkelte menneske.

Det sidste talte jeg også med Hass om. Jeg undrede mig over, at der er akademiske filosoffer (som regel mænd i 40-årsalderen), der fra at have beskæftiget sig med tysk og fransk filosofi pludselig begynder at bekende sig til analytisk filosofi. Men det er ifølge Hass ikke så mærkeligt. Enhver filosof må nemlig på et tidspunkt se i øjnene, at den krise, filosofien har befundet sig i siden Kant, også gælder ham selv. Det er ikke bare filosofiens krise, men filosoffens. Det er menneskets krise. Din og min.

Det er en ulidelig erkendelse for langt de fleste mennesker, og mens nogle håndterer den ved at skifte konen ud med en yngre model eller begynde at cykle og løbe som en gal, så er der altså nogen, der erstatter den afgrundsdybe tænkning med logikkens stensikre fundament. Her kan man lade som om, at hverken filosofiens eller ens egen forfatning er så kritisk, som den er, og overlade ansvaret for både det gode og det onde til de universelle principper, man kan blive enig med andre analytikere og verdensfjerne teoretikere om at hylde.

Smart og smertefrit. Og ikke så lidt sigende om det videnskabelige niveau.

Lad Anders Breivik bruge os rigtigt

Der var engang, hvor Anders Breivik var en af os. Faktisk er det ikke engang et år siden, man kunne passere ham på gaden uden at opdage, at han var Breivik: Manden, der den 22. juli 2011 tog Norges uskyld og 77 uskyldige menneskeliv. For et år siden var Breivik bare en mand med en idé. Et menneske, der – lige som mange andre – var utilfreds med den måde, Europa udvikler sig på i disse år, og som var indstillet på at gøre noget ved det. En ambitiøs ung mand, kunne man sige. Viljestærk og selvsikker nok til at tro på, at han kunne gøre en forskel. Og han havde noget at have det i. I modsætning til mange andre ville han ikke nøjes med at kritisere. Han havde noget, han ville fortælle Norge og resten af Europa. Og han vidste, hvordan han ville gøre det. Måske havde han flere gange overvejet at fortælle sin historie med ord (hvilket det 1500 sider lange ideologipolitiske manifest vidner om). Måske havde han prøvet at fortælle den med billeder (som hans videoklip på YouTube indikerer). Men han havde indset, at det ikke var nok. At selv de mest indflydelsesrige politiske skribenter og største, provokatoriske filmmagere aldrig har skabt så stor og hurtig opmærksomhed om deres civilisationskritik, som det var hans plan at gøre. At han ikke kunne kritisere de principper, han var begyndt at afsky Norge og resten af Europa for at hylde ved at spille efter de regler, samme principper havde affødt. Og derfor havde han lavet en plan. En plan, der ville ændre alt. Stille spørgsmålstegn ved de mest fundamentale, demokratiske principper. Udstille svaghederne i det, vi troede var stærkt. Jeg vil tro, det var omkring dette tidspunkt, Breivik udviklede sit karakteristiske skæve smil. For planen var genial. Ved at gennemføre den ville han markere et før og efter i norsk retshistorie; trække en skillelinje i europæisk selvforståelse. Han ville blive manden, der ikke bare gjorde opmærksom på, men udstillede vestlig utilstrækkelighed. Holdt den op foran os som et spejl. Breivik ville fortælle os noget om os selv, og han ville være sikker på, vi lyttede. At vi så os selv direkte ind i øjnene og væmmedes ved det, vi så. Det kunne han ikke opnå med ord, billeder eller for den sags skyld et politisk engagement. Han blev nødt til at gøre noget. Vise hvem han var og hvad han ville ved at handle. Vise hvem vi er og hvad vi vil ved at tvinge os til at forholde os til hans handling. Og derfor var det vigtigt, at han overgav sig. Planen stod og faldt på, at han overlevede. Så vi kunne dumpe hans test. Afsløre over for os selv og verden, at der er grænser for tolerance. Grænser for, hvad der kan forsvares, afsones og tilgives.

Den 22. juli 2011 blev planen til virkelighed. Breivik er ikke længere en af os. Hans ideer, kritik og ambitioner om at gøre en forskel adskiller ham ikke fra mange andre. Ikke engang tanken om eller den konkrete udfærdigelse af en plan, der er så grum, at den for langt de fleste mennesker er umulig at tænke, trækker skillelinjen mellem Breivik og os andre. Kun at han gjorde det. Som mennesker kan vi tænke, planlægge og udføre de mest utrolige ting, men det er kun det sidste, der definerer, hvem vi er: Det, vi gør og ikke gør. Breivik er lige så meget menneske som du og jeg, men han er ikke en af os. Uanset om han bliver erklæret sindssyg eller rask, får en behandlingsdom eller skal i fængsel, så er han udenfor. En gang for alle. Han bliver aldrig en af os igen. Det er for sent. Ikke pga. psykiaternes diagnose(r), journalisternes dækning af retssagen eller dommernes strafudmåling. Heller ikke pga. hans kritik af multikulturalisme, hans analyse af Europas fremtid eller hans rationale for at gøre, som han gjorde. Der kan – som jeg har forsøgt at illustrere ovenfor – argumenteres for det hele. For så vidt angår kritik, analyse og plan kan man helt uden højreekstremistiske tilbøjeligheder og tunge sindssygdomme finde fornuftige grunde til, at Breivik så sig nødsaget til at handle. Men man kan ikke handle som Breivik. Når Breivik aldrig bliver en af os igen, er det, fordi, der er grænser for, hvad vi kan acceptere hos vores medmennesker. Grænser for, hvad vi kan acceptere hos os selv. Breivik har forbrudt sig mod adskillelige love og menneskerettigheder, men den største forbrydelse er den, han har begået mod mennesket i sig selv – og dermed os alle sammen. Ved ikke bare at dræbe, men reducere de dræbte til brikker i et symbolpolitisk spil udstiller Breivik det, vi frygter mest: Det onde i os selv. Det handler om at bruge andre til at nå vores egne mål (som fx at dulme følelsen af uretfærdighed), og det handler om afmagt, vrede og hævn – som kan få os til at slå ihjel. Selvom det er de færreste, der kan og vil handle på disse følelser, så er der mange, der ærgrer sig over, at dødsstraffen er afskaffet i Skandinavien. Andre spekulerer i, hvordan Breivik kan blive spærret inde for livstid. Mens endnu andre går til angreb på dem, der forsøger at forklare. For tolerere og tilgive kommer vi aldrig til. Heldigvis.

Vanskelighederne med at håndtere Breivik skyldes således ikke, at han er farlig og irrationel, men at han minder os om, at vi er. Breivik er – lige som det retssystem, han er blevet en del af – langt mere rationel end vi som mennesker er flest. Modsat overlevende, pårørende, journalister og andre, der er berørt af, at så mange har mistet livet, så er det vigtigt for både retssystem og Breivik, at sagen ikke handler om følelser. Som mennesker ved psykiatere, advokater og dommere godt, at Breivik ikke længere er en af os, og det ved Breivik formentlig også. Men som håndhævere af ideologiske principper, er det ikke det, de siger. Underlagt ideer, der rækker ud over det enkelte menneske; visioner, der er større end dem selv, er det vigtigt for både Breivik og repræsentanter for retssystemet at understrege, at vurderingen af, hvad der er rigtigt og forkert ikke er op til dem. De gør, hvad de må gøre: Argumenterer og konkluderer. Rationelt. Således tager retssystemet, lige som Breivik, udgangspunkt i sandheden. Om det gode samfund, det ansvarlige menneske – og heri består problemet. For samfundet er ikke godt, og mennesket er ikke ansvarligt. I hvert fald ikke hele tiden. Mennesket kræver at blive taget alvorligt for ikke bare det gode og skønne, men også det onde og grumme. Glemmer vi det, går det galt. Således er Breiviks sag ikke bare blevet en del af retssystemet, retssystemet er også blevet en del af Breiviks sag: Hvad stiller vi op med et menneske, der er lige så følelseskold over for sig selv og sin egen straf som over for de mennesker, han har slået ihjel? Hvordan håndterer vi en mand, der bruger vores principper mod os selv?

For Breivik er det ikke afgørende, hvilken straf han får – så længe han bliver taget alvorligt. Omvendt er det for langt de fleste andre ikke vigtigt, om Breivik bliver taget alvorligt – så længe han bliver straffet. Som det ser ud lige nu, er der desværre meget, der tyder på, at Breivik er den eneste, der får, hvad han ønsker. Han vil aldrig kunne få den straf, vi er enige om, han fortjener: Evig eksklusion. Ikke fordi vi tror og håber, at han igen kan blive en af os, men fordi vores principper forhindrer os i at være og handle som mennesker.

Da Sørine Gotfredsen umiddelbart efter massemordet benyttede en kronik i Berlingske til at opfordre til, at vi bruger Breivik rigtigt, blev hun beskyldt for at forklare det uforklarlige. Alligevel vover jeg at følge op på hendes opfordring ved at foreslå, at vi lader Breivik bruge os rigtigt. Ikke som mikrofonholdere for en forbryder, der aldrig igen bliver en af os, men som spejling af en kritik, det er næsten umuligt at trænge igennem med. Hvad kan Anders Breivik fortælle os? Ikke om islamisme, militant nationalisme og tempelriddere – men om os selv? Hvor går grænserne for, hvad vi kan og vil forsvare? Hvilke sider af os selv og hinanden forhindrer vores multikulturelle idealer os i at anerkende og gøre noget ved? Hvad og hvordan skal vi ændre for at gøre plads til dem, vi er – og tage ansvar for det, vi gør?